Terapeut: Tine Grauslund
Erfaring fra: Terapeut
Kategori: Andet
Kort beskrivelse: Behandling af tics/ “At være god nok”.
Behandling:
Emne: Motoriske tics
Varighed: 60 minutter, session 35 minutter
Terapeut beretning
M er en ung mand på knap 18 år, der kommer med motoriske tics. Ret simple tics med kun en enkelt muskelgruppe involveret; Øjenblinken.
Forhistorien er, at min datter er startet op i klasse med M på gymnasiet her i august. Hun lægger mærke til, at tics omkring øjne og rødmen i ansigtet optræder og forværres kraftigt, når M skal sige noget i plenum/ fremlægge ting. Hun oplever, han virker presset, og synes det er synd for ham. Jeg vælger at kontakte moderen, som jeg kender i forvejen, og forklarer min opstart på TFT/ EFT-uddannelsen, og hun beretter om Ms forløb, der strækker sig fra ca. 4. klasse (10, 11 år) fra en optiker, til læge, til psykologer, psykiatri, uden effekt, blot at M kom til at føle sig mere og mere forkert. Derefter introducerer hun M mit forslag om behandling, og han vil rigtig gerne vil prøve at komme forbi.
Jeg lægger ud med at forklare M om punkterne, som jeg vil banke på, om batterier, ”der kan vende forkert i lommelygten”/ kroppen, og kort hvad, der kan ske i kroppen, når der opleves et traume. Jeg banker på M håndflade længe, men M husker ikke, hvad der er sket omkring 4. klasse. M virker tryg og opmærksom, og fortæller mig, at tics’ ene bare er en del af ham nu, og at han kun selv tænker rigtigt over det, når andre kommenterer på det.
Jeg vælger at køre fuldsekvens på: ”Selvom jeg har tics, er jeg helt ok”. (Han synes, den er bedre, end elsker og accepter mig selv). Efter runden kan jeg se M bliver lidt rørt, og spørger ind til, hvad der sker. Han oplever et ubehag, som jeg spørger ind til, og det handler om: ”Ikke at være god nok”. Han har et ubehag på 5 på den sætning, der sidder i brystet og baghovedet. M kan ikke beskrive form eller farve, så vælger at køre fuldsekvens på denne sætning; ”Selvom jeg ikke er god nok, er jeg helt ok”, og ubehaget falder derefter til 2. Efter det kører jeg fuldsekvens på: ”Selvom jeg er god nok, er jeg helt ok”. Da jeg spørger til ubehaget, synes M ikke, der er noget. Så han er i 0. Jeg føler mig sådan helt let, siger han. Da jeg spørger til, om det føles fredfyldt, siger han; ”Ja, det er faktisk sådan, det føles”.
Vi afslutter sessionen med at tale om det at være i en søskendeflok på fire. Om skoleliv og ungdomsliv. M vil gerne prøve at arbejde videre med sine tics, og jeg foreslår ham, at banke håndkanter og det ømme punkt om morgenen inden skole, evt. på toilettet i skolen, hvis det er for synligt i klassen. Og at han kan prøve at banke på mirakelpunktet, inden han skal sige noget i klassen, for at se, om det har en effekt?
Vi aftaler at ses igen, for at arbejde videre med problematikken ”tics”, og at M skal være nysgerrig på, om noget ændrer sig på enten den ene eller anden måde.
Terapeut refleksion:
At det var min første klient, og derfor var en smule nervøs, og måske brugte lidt for meget energi på, at gøre min klient tilpas, fordi han kun er 17 år.
At jeg næste gang vil spørge meget mere ind til, hvad det gør ved M at have tics?
At være mere nysgerrig og tålmodig i forhold til, hvad der kan være UDIN.
Resultat:
Får banket ubehaget i 0 i ubehaget om; “At være god nok/ ikke god nok”.
