Terapeut: Anja Lange

Erfaring fra:  Terapeut 

Kategori: Andet

Kort beskrivelse: Jeg havde en tapping-session med Nilas, som ønskede at arbejde med et emne, der gav ham meget ubehag, når han talte med andre mennesker og fortalte om eksempelvis ture, de havde været sammen på. Under vores samtale kom det pludselig frem, at nogle af de oplevelser, han fortalte om, aldrig havde fundet sted i virkeligheden. Jeg oplevede, at det især var følelsen af at fremstå som en løgner, der var forbundet med ubehag for ham. Han beskrev, at det gav ham både skam, usikkerhed og ubehag. 

Behandling:

 

Jeg spurgte ind til hans oplevelse af forskellen mellem drømme og virkelighed. Han fortalte mig, at han til tider har meget realistiske drømme og kan have svært ved at skelne mellem det, der er sket i en drøm, og det, der faktisk er sket i virkeligheden.

Som eksempel fortalte han om en situation, hvor han havde fortalt sin ven om en fisketur, de angiveligt havde været på sammen. Efterfølgende viste det sig, at fisketuren kun havde fundet sted i hans drøm.

Jeg bad ham om at rette sin opmærksomhed mod det fysiske ubehag i kroppen, mens han tænkte på situationen med fisketuren. Jeg bad ham derefter beskrive ubehaget ved hjælp af form, farve og intensitet. Han vurderede ubehaget til SUD 7.

Jeg spurgte ham, hvilken sætning der føltes mest belastende for ham, og vi kom frem til: ”Jeg er en løgner.”

Jeg valgte derfor at arbejde videre med denne sætning gennem tapping.

Jeg tappede blandt andet på følgende udsagn:

* ”Jeg lyver over for mine venner.”
* ”Jeg lyver over for folk.”
* ”Jeg er en løgner.”
* ”Jeg er den største løgner.”
* ”Selvom jeg lyver over for folk, elsker og accepterer jeg mig selv.”

Undervejs lagde jeg mærke til, at han reagerede positivt på sætningen: ”Jeg elsker og accepterer mig selv.”

Jeg fortsatte med tappingen og fulgte løbende hans reaktioner. Efter nogle runder spurgte jeg ind til intensiteten af ubehaget og bad ham igen beskrive, hvordan det føltes i kroppen.

Han fortalte, at ubehaget var faldet i intensitet og samtidig havde ændret både form, farve og placering i kroppen.

Da jeg fortsat kunne se, at der var et mindre ubehag til stede, spurgte jeg ind til intensiteten igen. Han vurderede den til SUD 1.

Jeg valgte herefter at anvende Matrix-metoden. Jeg guidede ham til at se sig selv udefra og bad ham derefter invitere en farve ind, som kunne opløse det resterende ubehag.

Jeg bad ham også om at invitere de hjælpere ind, som han selv oplevede kunne støtte ham i situationen.

Under hele processen tjekkede jeg løbende ind hos ham for at sikre mig, at han var med i processen, og jeg fortsatte samtidig med at tappe.

Efterfølgende kunne jeg mærke, at der var sket et skift i hans tilstand. Han gav udtryk for, at han følte sig klar, og at det tidligere ubehag nu var forsvundet.

Jeg bad ham derefter om at integrere det positive billede i sig selv. Herefter guidede jeg ham til at mærke et hvidt lys sprede sig gennem hans hjerte.

Efter denne del af sessionen spurgte jeg ind til, hvordan han havde det i kroppen.

Han fortalte mig, at han følte sig fredsfuld, og at han ikke længere oplevede sig selv som en løgner.

Jeg oplevede, at hans perspektiv havde ændret sig. Han beskrev nu sig selv som et menneske med meget livlige drømme. Han reflekterede over, om dette eventuelt kunne være en bivirkning af medicin, han tidligere havde indtaget efter en voldsom ulykke.

Han reflekterede også over, om de meget levende drømme og oplevelsen af at rejse i andre dimensioner kunne være en integreret del af hans måde at opleve verden på.

Jeg spurgte ham, hvordan det føltes for ham at være med denne nye forståelse, og han gav udtryk for, at han følte sig helt fredsfuld omkring det. Han vurderede herefter ubehaget til SUD 0.

Jeg bad ham om at blive i denne fredelige tilstand, mens jeg fortsatte med at tappe på mirakelpunktet i tre minutter.

 

Resultat:

Da sessionen var afsluttet, oplevede jeg ham som let og fredsfuld. Han fortalte mig desuden, at han var interesseret i at lære metoden nærmere at kende.

Efter sessionen skrev jeg mine observationer og forløbet ned og sendte notatet til ham.

Han svarede:

”Kære Anja

(…) tak fordi du tog dig tid til at skrive notatet. Det er virkelig fint og omhyggeligt beskrevet, og jeg sætter stor pris på din omsorg og professionalisme.

Det var en meningsfuld session, og jeg er taknemmelig for, at du var så nærværende og dygtig i din tilgang. Det var trygt at være i dine hænder.

Notatet fanger sessionen godt. Jeg kan bekræfte, at det stemmer overens med min oplevelse af forløbet.

Varme hilsner
N”