Terapeut: Dorte Gade Godsk Hansen
Erfaring fra: Terapeut
Kategori: Traumer
Kort beskrivelse: Traume fra barndommen
Behandling:
Klienten skriver:
Jeg har i mange år haft et minde fra min barndom, hvor min mor er indlagt på hospitalet mens min far er alene med min søster og jeg. Jeg er ca 4 år. Min far var alkoholiker, og drak i perioder ret heftigt – specielt når min mor var syg.
Jeg husker en episode hvor min søster, far og jeg er på min søsters værelse. Min far fortæller os, at vi ikke må gøre noget, der gør min mor ked af det.
Samme aften kommer jeg ind i stuen. Jeg er utryg og ked af det – jeg kan ikke sove.
Min far kommer ud fra køkkenet med en vinflaske i hånden. På stuebordet står allerede en tom flaske. Jeg fortæller min far, at jeg ikke kan sove, men han slår det hen og siger at jeg skal gå tilbage i min seng.
Jeg er i den seneste tid blevet opmærksom på, at jeg er bekymret over, hvem der skal passe på mig.
Jeg blev skilt for 6 år siden, havde en kæreste derefter i 4 år, og har siden da været alene.
Ved hjælp af nogle få spørgsmål, fandt Dorte og jeg ind til koblingen mellem oplevelsen som barn, og min bekymringer om, hvem der rent faktisk passer på mig.
Det var her vi startede tankefeltsterapien.
Jeg mærkede næsten med det samme, at smerten sad som en knytnæve i maven. Smerten var 7 på en scala mellem 1 og 10.
Mens Dorte bankede på felterne på min hånd, i mit ansigt og på min krop, guidede hun mig til at være i smerten og trække vejret ned i den.
Resultat:
Efter kort tid fortog smerten sig langsomt men sikkert. Og før jeg vidste af det, var smerten væk – helt væk.
Samtidig ændrede episoden fra min barndom sig fra en følelse til et minde.
Jeg er siden min første behandling hos Dorte blevet meget opmærksom på, hvor stor en kraft der ligger i tankefeltsterapi.
Vil også lige fortælle, at jeg efter min sidste behandling, har oplevet en fuldstændig fantastisk ro i mit sind.
Jeg har bevidst genkaldt følelsen, der bredte sig i min krop, da fotografiet, som jeg tog af den trygge situation i min seng omgivet af mennesker, som jeg vidste kunne give mig tryghed, fyldte alle mine celler. Det er svært at beskrive roen, men den er ikke til at komme uden om:)
